Autorisation i Osteopati

“Janne er super dygtig og engageret behandler. Skulle jeg bruge en osteopat, så ville jeg ikke tøve med, at bestille en tid hos Janne.” Citat: Hanna Tómasdóttier, Formand for Danske Osteopater og EFFO.

Pr. 1 juli 2023 udløber overgangsordningen

Osteopati er et ny-autoriseret fag med en 5-årig overgangsordning der udløber 30 juni 2023. Mange osteopater har endnu ikke modtaget de individuelle autorisationer. De osteopater der ikke opnår autorisation indenfor overgangsordningen mister deres titel pr. 1 juli 2023. Ikke-autoriserede osteopater må fortsat efter 1 juli 2023 oplyse, at de er uddannet osteopat D.O. og de må fortsat udøve osteopati med alt hvad det indebærer, også det virksomhedsforbeholdte område, såfremt de er omfattet af autorisationslovens §52 Stk. 5 (hvilket jeg er). Men de må ikke titulere sig som osteopat D.O. selvom de har gennemført uddannelsen og bestået eksamenerne. 

 

I praksis har man nedlagt faget og givet en anden faggruppe patent på titlen:

Ca. 95% af de udstedet autorisationer i osteopati er udstedet på baggrund af uddannelse i fysioterapi, ikke på baggrund af uddannelse i osteopati. Derfor er Autorisation i osteopati er ikke en garanti for at “osteopaten” er uddannet i osteopati på et vist niveau. Til gengæld giver titlerne “autoriseret osteopat” og “M.R.O.DK” med ca. 95% sikkerhed garanti for at “osteopaten” er uddannet fysioterapeut.

Søger du en uddannet osteopat skal du derfor bede om at se vedkommendes uddannelsesbevis.

Jeg er uddannet osteopat D.O. ved International Academy of Osteopathy i perioden 2010-2015. jeg bærer derudover titlen MSCCO (medlem af Sutherland Cranial College of Osteopathy, England) og MRO.DK.

 

Ordningen er udfordret af manglende lovlighed og meget lange sagsbehandlingstider:

Jeg søgte autorisation som osteopat d. 31 december 2018 og afventer stadig, at myndighederne foretager den lovpligtige vurdering af mine uddannelseskvalifikationer fra IAO der jf. gældende lov skal ligges til grund for en afgørelse om adgang til lovreguleret erhverv. Myndighederne har endnu ikke foretaget denne vurdering efter 4 år og 4 måneder. Jf. Lisabonkonventionen skal vurderingen foretages indenfor maksimalt 4 måneder. Sagsbehandlingstiden er indtil videre overskredet med 4 år.

 

Autorisationsgrundlaget mangler.

Det er fastsat i den juridiske ramme for sundhedsfaglige professionsbacheloruddannelser at det er uddannelsesbekendtgørelsen der udgør autorisationsgrundlaget. Bekendtgørelse 981 er ikke en uddannelsesbekendtgørelse. Den omhandler ikke en bestemt uddannelse og den indeholder ikke hverken eksamenskrav eller et nærmere defineret læringsmål for den osteopatiske uddannelse. Dvs. 5 år inde i ordningen mangler autorisationsgrundlaget fortsat.

 

Der er ikke fastsat en faglig norm for den osteopatiske profession.

Uddannelsen er ikke blevet lovreguleret. Man har ikke beskrevet kravene til hvad det er en osteopat skal kunne og vide nærmere. Feks. indeholder kompetencekravet ikke krav til viden om anatomi, fysiologi og sygdomslære (som er det mest elementære for enhver sundhedsprofession). At der ikke er fastsat en faglig norm for den osteopatiske profession betyder, at der ikke er noget sagligt grundlag for hverken autorisation, tilsyn med osteopater eller vurdering af patientklager. 

 

Der er intet sagligt grundlag for nogen af afgørelserne.

Det er et lovkrav at ansøgere med udenlandske uddannelser skal have deres udenlandske uddannelseskvalifikationer vurderet af en til det kompetent myndighed (Uddannelses- og Forskningsstyrelsen der som regel uddelegerer opgaven til den tilsvarende danske uddannelsesinstitution) så deres uddannelsesbevis kan blive anerkendt. Dette gøres ved at sammenligne slutkompetencerne med dem man opnår ved den tilsvarende danske uddannelse. Den findes ikke. Derfor har ingen ansøgere fået deres uddannelseskvalifikationer vurderet i de 5 år der er gået siden osteopati blev lovreguleret. 

 

Der mangler en kompetent myndighed.

Ifølge EU anerkendelsesdirektiv direktivet art. 56 og Anekendelsesloven skal der være to kompetente myndigheder: autorisationsmyndigheden og en kompetent myndighed der er særligt bemyndiget til at udstede uddannelsesbeviser (dvs. en anerkendt uddannelsesinstitution). Der er ingen der er bemyndiget til at udstede uddannelsesbeviser = EU direktivet er forkert implementeret.

 

Magtfordrejning

Normalt udstedes der autorisation efter “gennemført uddannelse og bestået eksamen” indenfor den profession som en autorisationsordning omhandler. I denne ordning er det anderledes. Det er højst usædvanligt og det er ikke det som Folketinget stemte ja til i maj 2018 da osteopati blev lovreguleret. ”Magtfordrejning, det forhold, at et forvaltningsorgan retsstridigt benytter sine beføjelser til at opnå andre formål end dem, som lovgivningsmagten har ønsket realiseret ved at tillægge forvaltningen beføjelsen. Der gælder et forbud mod magtfordrejning i dansk ret; forvaltningsmyndigheder, statslige og kommunale, må kun lægge vægt på saglige og objektive formål. Magtfordrejning har især betydning ved udøvelse af forvaltningsretligt skøn, og overvejelser mht. lovgivningens formål er et af hjælpemidlerne til at afgøre, om et hensyn eller et kriterium lovligt kan indgå i den skønsmæssige afvejning.”

 

Grundloven er krænket:

§74 Alle indskrænkninger i den fri og lige adgang til erhverv, som ikke er begrundede i det almene vel, skal hæves ved lov.

 

Siden er sidst redigeret 10 maj 2023